Vi er nu sidst i september og den sidste 1 1/2 måned er gået med adskillige møder med salgschef Lars Østergård, hos HusCompagniet på Ørbækvej, angående skitser og tegninger til det nye hus. Nogle møder har vi holdt kl. 7.00 om morgenen. Godt at Lars kunne servere frisk morgenkaffe. Så kom ikke og sig at vi ikke udnytter dagene.
Første skitse: H P Simonsens Allé 21_LØ_Skitse 01
Vi har taget udgangspunkt i et af deres standard vinkelhuse med afvalmet tag og integreret carport og terrasse. Boligareal på ca. 150 m2. Bebygget areal ca. 206 m2. Huset skal indeholde entré, bryggers, to badeværelser, køkkenalrum med tilhørende depot/viktualierum, stue, soveværelse med walk in, to værelser og et redskabsrum.
Der er mulighed for at flytte rundt på stort set alle skillevægge, døre og vinduer. Det er ikke helt let at beslutte eller gennemskue den, for os, ideelle rumstørrelse og fordeling. Det er blevet til en hel del tilrettede tegninger, og der er et stykke vej endnu, før vi er helt på plads. Vi har besøgt flere prøvehuse i Bellinge, Ringe, Middelfart, Vejle og Horsens, for at danne os et indtryk af rum- og lysforhold, farver, størrelse. Materiale- og inventarvalg er vi også blevet klogere på.
Forude venter valg af materialer, lige fra stikkontakter til mursten og tagrender, blot for at nævne noget.
På et senere tidspunkt skal vi også vælge sanitet, hvidevarer, køkkenindretning og belysning.